Ny drejebog hos British Film Institute
Hundredtusinder af filmspoler på endeløse hylder i en hemmelig undergrundsbunker. Sådan forestiller mange folk hjertet af arkiverne i det britiske filminstitut i Storbritannien. Men virkeligheden er meget anderledes; BFI råder ikke blot over de mest avancerede konserveringssystemer for lagring af værdifulde gamle – og nye – film som verdens største filmarkiv, men er også Storbritanniens førende filmorganisation med missionen at understøtte britisk films succes.
Bag denne store og komplekse organisation findes der et væld af data, som med årene konstant er vokset og som er blevet gemt på mange forskellige systemer. For fem år siden begyndte BFI at undersøge forskellige måder at løse dette virvar på, men hvem ville være i stand til at skabe et system, som kunne gøre al denne information tilgængelig?
Gabriele Popp, leder af samlinger og information på BFI siger, at tiden var kommet for at rationalisere BFI’s organisk voksende samlinger, og hun begyndte at søge efter en organisation, som kunne tackle denne kæmpeopgave. Det er her Adlib kommer ind i billedet. Med 4,5 millioner emner – herunder filmscripts, plakater, storyboards og meget mere – var det en kæmpeudfordring at få styr på alt det, som blev indsamlet siden 1933. Hjemmelavede databaser, lister og noter var spredt ud over hele organisationen, og nogle data manglede.
Baseret på deres erfaring med at arbejde med museer og biblioteker, oprettede Adlib et unikt system, som specielt var adapteret til den mangfoldige filmverden. At beskrive en film er en kompleks proces – der er hundredvis af folk involveret i hver produktions- og katalogiseringsarbejde for at registrere ethvert muligt faktum – endda helt ned til navnet på en cowboy.
“BFI er ikke et museum, hvor folk kan gå ind og se med det samme, hvad vi har i vores samlinger. Så vi har brug for nem adgang til al information for at finde en bestemt film, såvel som alle facts for at kunne fortælle denne films historie,” siger Gabriele Popp.
Det nye system giver udførlige muligheder for at gøre film mere tilgængelige. Og det har udløst et massivt digitaliseringsprojekt.
“Vi modtog £15 millioner til at digitalisere 10.000 film, den ældste er fra 1895. Nogle af de virkeligt gamle film er så skrøbelige, at de måtte blive restaureret, inden de kunne blive vist for overførslen. Vi har allerede et stort antal af digitaliserede film i vores arkiv, men med den nye finansiering vil vi også inkludere film og indhold fra andre arkiver og rettighedsindehavere i Storbritannien. Vores mål er selvfølgelig at digitalisere hele vores arkiv, siger Gabriele.
At udfolde vores nations filmarv har første prioritet for BFI. Ambitionen er en del af organisationens femårsplan Film Forever, sammen med at udvide uddannelse og indlæring, fremme publikumsvalg og understøtte britisk films fremtidige succes.
Film er alt og alt er film hos BFI. Alfred Hitchcock’s ukendte tidligere stumfilm blev for nylig restaureret som del af BFI’s største fundraisingkampagne Rescue the Hitchcock Nine og fremvist for et entusiastisk publikum, ikke blot i London og i Storbritannien, men også i mange andre lande, herunder Kina og Brasilien.
BFI programmerer specielle blockbuster-sæsoner for at fokusere på bestemte filmgenrer og bringe dem ud til et bredere publikum. Den første sæson var Gotisk: The Dark Heart of Film, som var en fejring af gotisk film og TV i hele Storbritannien. “Vampyrer og zombies blev ikke først opfundet i det 21. århundrede. Her kan vi give et historisk perspektiv af en filmgenre, som er populær i dag. Vores næste store tema vil være Sci-Fi. Det er fascinerende at se hvordan fremtiden så ud i fortiden. Film reflekterer deres tidsperiode,” siger Gabriele.
BFI’s nationale arkiv er et af største og travleste i verden. Selvom det er vores principielle mission i dag at indsamle og varetage britisk film, er der også store samlinger fra hele verden. Og jagten for yderligere filmværker holder aldrig op; vi sigter mod made-for-TV, dokumentarfilm, kortfilm og amatørfilm.
“At se film er ikke en del af min jobbeskrivelse, men jeg gør det så ofte, jeg kan. Hvordan kunne jeg lade være med det?” siger Gabriele Popp med et smil.
